23948sdkhjf

Rekordmange konkurser blandt hovedstadens restauranter

Konkurrencen er hård og restauratørerne undervurderer opgaven, lyder forklaringen.
Sidste år måtte 237 restauranter i hovedstadsområdet dreje nøglen om, fordi kassen var tom. Det er en stigning på 90 procent i forhold til blot to år tidligere, viser tal fra Danmarks Statistik.

Bølgen af konkursramte restauranter i hovedstaden skyldes, at der siden 2012 er åbnet 15 procent nye restauranter, mener Horestas administrerende direktør Katia Østergaard.

- Det betyder, at der er flere der går ud og spiser, men det betyder også, at konkurrencen er blevet hårdere, og at der helt naturligt er flere restauranter, som må dreje nøglen, siger hun til DR P4 København.

Udover øget konkurrence er de mange konkurser udtryk for, at nogle restauratører kaster sig ud i opgaven uden de rette kvalifikationer, mener Katia Østergaard.

- Vi ser eksempler på, at man tror det er nemt at åbne en ny restaurant, fordi branchen siger, at det går fantastisk, og det næsten lyder som om gæsterne kommer af sig selv. Men det gør de ikke, må jeg understrege.

Samme kritik lyder fra madkonsulent Torben Klitbo, der sidste år solgte virksomheden Cofoco, som står bag 16 restauranter i hovedstadsområdet.

- Der er for mange, der kaster sig ud i at åbne restaurant uden at have de rigtige forudsætninger. De har en drøm om det perfekte liv med egen restaurant, men det er det ikke, når pengene fosser ud af kassen, siger han til DR P4 København.

Skal man overleve som restauratør i København, er det ikke længere nok at være en god kok, siger Torben Klitbo, der selv er kokkeuddannet. Man skal også have blik for at skabe en stemning og drive forretning.

- Da jeg åbnede restaurant for 15 år siden, havde jeg en idé om, at det var nok at lave god mad. Nu handler det lige så meget om at have det rigtige koncept og justere det, så restauranten følger med tiden. Og så skal man være en dygtig forretningsmand, der har styr på sine budgetter, råvareudgifter og lønninger.

Hos Horesta oplever man, at det både er nystartede og etablerede restauranter, der går konkurs. Og når de etablerede restauranter må lukke, så handler det blandt andet om, at restaurantgæsterne i København generelt er svære at få til at spise det samme sted to gange, lyder vurderingen fra madanmelder Martin Kongstad.

- Folk vil gerne spise på nye steder hele tiden. Så er det svært at få stamgæster, og hvis man ikke har dem, skal man som restaurant hele tiden ud at hverve nye kunder på for eksempel sociale medier, siger han til DR P4 København.

Det er især blandt restauranterne i mellemprisklassen, hvor en hovedret koster 150-200 kroner, at kampen om gæsterne er hård, siger Martin Kongstad.

- De har det rigtig hårdt i de her år, fordi der er sindssygt mange af dem, og fordi de er vanvittigt dygtige. Jeg tror faktisk, at København netop nu og taget sin størrelse i betragtning, er den by i verden, hvor man spiser bedst i den prisklasse.

På landsplan gik 409 restauranter konkurs sidste år. Knap 60 procent af dem lå i hovedstaden.

Kommenter artiklen
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.096